Kategorier
Oliegrunden Publikationer og artikler Retsager

Vinder vigtig dom – Middelfart Kommune har tilsidesat sin undersøgelsespligt

Byretten i Odense fastslår ved dom i dag, at både Planklagenævnet og Middelfart Kommune tilsidesatte sine undersøgelsespligter ifht. oliegrundens beskyttede arter.

Biobevar har opnået en vigtig sejr i Byretten i Odense. Dommen er offentliggjort i dag kl. 10.

Dommen fastslår, at Planklagenævnet skulle have inddraget de relevante, nye oplysninger om grundens flagermus og stor vandsalamander, der er såkaldte Bilag IV-arter, som nævnet modtog fra Biobevar i sin afgørelse fra marts 2022. I marts 2022 stadfæstede Planklagenævnet nemlig Middelfart Kommunes vedtagelse af lokalplan for Billeshavevej 40 med tilhørende miljøscreening. Nævnet kunne ikke afvise borgernes oplysninger

Dommen fastslår også, at Middelfart Kommune har tilsidesat sin undersøgelsespligt inden lokalplanen med tilhørende miljøscreening blev vedtaget. To besigtigelser med fokus på søer fra 2008 og 2020 var utilstrækkelige. Og den mangel blev ikke afhjulpet af den yderligere besigtigelse, som Sweco udførte i 2021, hvoraf hverken tidspunkt eller hvilke kompetencer den eller teamet der udfærdigede rapporten fremgik.

Biobevars advokat Louise Faber, Advokat (L), ph.d. Lysholt Faber Advokatanpartsselskab forklarer, at dommeren har erklæret Planklagenævnets afgørelse for ugyldig, og hjemvist til fornyet sagsbehandling. Hun forventer, at Planklagenævnet herefter kommer til at erklære Middelfart Kommunes lokalplan for oliegrunden i Strib for ugyldig, idet dommen fastslår at kommunen ikke iagttog sin undersøgelsespligt. Nævnet må respektere Byrettens dom, og slutresultatet må være, at Kommunen må begynde forfra med ny planproces. I den nye planproces, må Middelfart Kommune respektere Bilag IV-arternes beskyttelse, inden byggeriet kan genoptages. Arternes beskyttelse skal respekteres, og planprocessen må gå om, som om dele af grunden ikke allerede var ryddet og bebygget.

Formanden for Bio Bevar, Arno Kristiansen, jubler over, at det efter mange års hårdt arbejde for den lille forening endelig er slået fast, at Middelfart Kommune sjuskede inden de gav tilladelse til, at oliegrunden i Strib med dens to § 3-søer og sine 63.000 kvadratmeter skov kunne fjernes og bebygges.

“Dette er en kæmpe sejr, ikke blot for os, men for alle Danmarks mange naturgrunde,” udtaler Biobevars formand. “Afgørelsen er en kraftig påmindelse til myndighederne om, at de ikke bare må affærdige borgernes oplysninger om at et område udgør et beskyttet yngle- og rasteområde. Er der tvivl, skal der undersøges grundigt!” Formanden udtaler yderligere: ”når kravene til myndighederne skærpes, så skærpes kravene også til de ingeniørfirmaer – som i dette tilfælde var Sweco – der udarbejder undersøgelserne. De skal gøre deres arbejde ordentligt ved at følge anvisningerne fra Miljøstyrelsen og Dansk Center for Energi- og Miljø ved Aarhus Universitet. De må heller ikke sjuske.”

Advokat Louise Faber bekræfter, at domme vil danne præcedens i forhold til de oplysningskrav, som myndighederne skal overholde fremover.

Biobevar har haft opbakning fra lokale beboere, naturentusiaster og foreningen Geohav, der har arbejdet side om side med organisationen for at beskytte og bevare Oliegrundens rige biodiversitet. Biobevar ser frem til at fortsætte sit arbejde og vil nu bruge sine erfaringer til gavn for andre, der står i en lignende offentlige processer, hvor der ikke tages hensyn til arterne. Foreningen stiller sig derfor til rådighed med rådgivning, vejledning og inspiration.

”Dette er en stor sejr for biodiversiteten og et vigtigt skridt mod at beskytte Danmarks grønne områder i fremtiden”, slutter Arno Kristiansen glad.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *